Den moderna konstens historia är en historia om kränkningar av den goda smaken, om rådande uppfattningar. När sakerna dras till sin spets får vi också en intressant möjlighet att se vilka kvalitetskriterier som är särskilt väsentliga.
I en nyutkommen bok The Trials of Art (Edited by Daniel MacClean, Ridinghouse 2007) kan man läsa om ett antal rättegångar mot konst, såväl färska som lite äldre. Veronese är med, George Grosz, Constantin Brancusi, Wiener Aktionismus, Richard Serra, Andres Serrano, Robert Mapplethorpe m fl, ja, även Vilks är med i församlingen.
Ett klassiskt exempel är Robert Mapplethorpes utställning 1990 på Contemporary Arts Centre i Cincinnati, Ohio. Några av hans bilder visade gay S&M sex. En rättegång för obscenitet inleddes några månader senare. Fotografierna friades helt, men museidirektören fick se sig sparkad. Vad det sägs hade rättegången som följd att museerna blev försiktigare. På sitt sätt en Pyrrhusseger.
Mapplethorpe Självporträtt 1978
(”ljussättningen, symboliken ’djävulen’ ”)
Mapplethorpe Jim and Tom 1977-78
(”figurstudie med diagonalkomposition”)
Mapplethorpe Man in Polyester Suit 1980
Det visar sig att konstvärlden agerar efter tre försvarslinjer. Advokaten Anthony Julius skriver om detta i den ovannämnda skriften ”A Transgressive Work and its Defences”. Vad vi samtidigt kan iaktta är en uppräkning av de grundläggande kvalitetskriterierna.
1. Traditionsbrottet. Här har vi uppfattningen att man kan förvänta sig att konst är provokativ och gränsöverskridande. Så arbetar konstnärerna, inget att förvånas över.
2. Formalism. I konsten är formen det primära. Det innehåll som man tycker sig se är tuktat av en formdisciplin som är den dominerande aspekten av konst.
3. Kanon. Det som synes provokativt och obscent är intimt förbundet med tidigare konst. Vanligtvis kan man visa att det redan har blivit gjort på ett eller annat sätt. Korrespondensen och referenserna till tidigare konst, vilka inte är uppenbara för den ovane betraktaren, kan lätt tydliggöras av sakkunniga.
Pingback: Movies and Film Blog » Del 471: Försvaret för konstens kränkningar
Pingback: Media Districts Entertainment Blog » Del 471: Försvaret för konstens kränkningar
Akta Lars! Med dessa bilder skrämmer du bort dina nya vänner.
Alltid trevligt med omtänksamma människor.
Den brutala konstens vänner kan betala sina sina egna advokater.
”Död och vulgaritet
är de enda två saker vi i vår tid
inte kan bortförklara.” Oscar Wilde
I vår tid återstår väl endast döden… rädda sig den som kan.
Hug til det mutikulturelle samfund fra forfatterne Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen. Svenskere bør læse teksten med særlig interesse.
”Multikulturalismen er derfor snarere et opløsningstegn i et samfund i undergang, hvor de næste stadier hedder ghettoisering og adskillelsen i separate nationer. Den tendens er da også tydelig i multikulturalismen, at bagsiden af den øjensynlige tolerance – som Zygmunt Bauman formulerer det i sin bog ”Fællsesskaber” – er retten til fuldstændig ligegyldighed over for de andre kulturelle grupper. Næste trin er opgivelsen af enhver deltagelse i samfundets fællesanliggender til fordel for ens egen kulturelle gruppe, hvorved almindelig civil adfærds- og omgangsform fortabes – og næste trin bliver når konflikter opstår mellem grupperne, og man ikke længere har adgang til anden samfærdsel end vold, fordi de almindelige civile og demokratiske procedurer forlængst er ugyldiggjort.”
http://www.eurozine.com/articles/2004-01-02-stjernfelt-da.html
Anna
Vilken generation tillhör du egentligen?
Sex, droger och rock’n’roll är inte längre tabubelagda ämnen!
Yttrandeofrihet yttrar sig på många sätt. ”May you live in interesting times”. 😀
http://www.dailymail.co.uk/pages/live/articles/news/news.html?in_article_id=502609&in_page_id=1770
PS: Jeg synes, at Robert Mapplethorpes negerpik er krænkende.
NegerPIKKEN er smuk nok, men jeg finder den alligevel krænkende. Den får nemlig min egen tissemand til at se så urimeligt lille ud, og det er ærlig talt krænkende sådan at fremture med sin etnisk betingede KÆMPEPIK, når vi andre er meget mere mådeligt udstyret for neden.
Shame on Robert Mapplethorpe og hans krænkende negerPIK!
venlig hilsen
den lille tissemand
Lars jag vill kolla på film!! http://www.e-flux.com/shows/view/4545
Den iranske kunstner, Sooreh Hera, har taget et fotografi, hvor to bøsser er maskeret som profeten Muhammed og dennes svigersøn Ali. Værket skulle oprindeligt have været med på en udstilling i Haag på Gemeentemuseum, der netop er åbnet. Men fotografiet blev fjernet inden ferniseringen. Ifølge Sooreh Hera bøjede kunstmuseet sig for trusler fra islamister.
Sooreh Hera har også lavet en video med det poetiske navn – Allah ho Gaybar. I videoen tager kunstneren profeten Muhammed med på bøssebar.
Du kan se videoen her:
http://www.dumpert.nl/mediabase/33434/98ff6c9b/allah_ho_gaybar.html
Politiken om Bøsse-Muhammed-censur 15.12.2007:
“Debat: Hån , spot og nødvendige provokationer
Skal fri debat forenes med tolerance, må vi blive bedre til at sondre. Nu i Holland.
HVAD ER forskellen på hån , spot og latterliggørelse på den ene side, og nødvendige provokationer og kritik på den anden? Spørgsmålet har igen fået aktualitet i Holland, hvor en højreradikal politiker vil lave en 10-minutters film om islams ondskab, samtidig med at en iransk kunstner i et billedværk fremstiller profeten Muhammed og hans svigersøn Ali (shiaislams stiftende skikkelse) som homoseksuelle. Hollandske politikere er bekymrede. De vil gerne undgå den vrede, der ramte Danmark under karikaturkrisen.
Herhjemme insisterer Jyllands-Posten og dens politiske venner på alene at anskue problemstillingen som et spørgsmål om ytringsfrihed. Gør man det, bliver der ingen forskel mellem hån og spot og nødvendig provokation. Begge er ytringsfrihed, der naturligvis skal beskyttes mod vold og trusler om vold. Og derfra glider argumentationen velsmurt videre. Enhver kritik af en ytring, der kunne tænkes at blive truet med vold, er at sidestille med sympati eller eftergivenhed over for denne vold. Og dermed bliver kritik af ytringen problematisk. Det polemiske greb har den paradoksale effekt, at jo grovere provokationen er, jo mere hævet over kritik bliver den – netop fordi den vil udløse de troendes vrede og måske voldstrusler et eller andet sted fra.
Men selv om grebet er gentaget til ulidelighed i karikaturdebatten, vil de fleste nok stadig mene, at der er forskel på hån og spot og berettigede provokationer. Jyllands-Posten ville jo hverken før eller under karikaturkrisen udsætte kristne og jøder for samme hån , spot og latterliggørelse , som muslimerne skulle døje. Avisen kunne leve med at blive verdenskendt for sit angreb på muslimer. Et tilsvarende ry som antisemitisk organ var – fornuftigvis – ikke acceptabelt.
SPØRGSMÅLET ER så, hvori forskellen består. Det ville være nemt, hvis man bare kunne bruge sandhedskriteriet. Udsiger provokationen noget rigtigt, eller er den løgnagtig? Fordi vi har at gøre med symbolske handlinger, der forenkler virkeligheden, kan sandhedsværdien desværre ofte i praksis gradbøjes i det uendelige.
Det er næppe ytringen, tegningen eller kunstværkets indhold, der i sig selv gør forskellen. Avantgardekunstens virkemidler gør, at det er svært at sige, hvornår vulgaritet og banalitet overtrumfer kreativitet og originalitet. Og æstetiske argumenter vil under alle omstændigheder komme til kort i en politisk og moralsk diskussion.
Et bedre bud er sammenhængen , hvori et værk eller en ytring lanceres. For eksempel forudsætter en vellykket provokation ofte et kendskab til den verdensopfattelse, man udfordrer. Det er ikke bare æstetisk, at Salman Rushdies roman ’De sataniske vers’ i den henseende befinder sig på et helt andet niveau end de danske karikaturtegninger. I sammenhængen vil man ofte kunne finde solide fingerpeg om, hvorvidt der er tale om hadefuld propaganda eller en kunstnerisk og politisk nødvendighed. Men sammenhængen er ikke nem at fastholde; som vi også så under karikaturkrisen, ændrede den sig undervejs fra lokal til global. Både blandt kritikere og tilhængere af karikaturerne varierede reaktionerne tilsvarende.
DET KRITERIUM, der efter min mening rammer mest præcist, er magtspørgsmålet. Er det den stærke part, der håner den svage, eller er det den svage part, der udfordrer den stærke? I det første tilfælde er risikoen for hån , spot og mobning overhængende. I det andet må der i frie samfund være et meget vidt spillerum for provokerende kritik. Når ofrene for provokationen er et religiøst mindretal, taler både hensynet til alle borgeres ligeværdighed og hensynet til samfundets sammenhængskraft for, at sympatien burde være på deres side. Er ofrene derimod magthavere, bør de tåle provokerende kritik. Samtidig er risikoen for, at værdifulde pointer går tabt, hvis kritikerne holder sig tilbage, åbenlyst større i det sidste tilfælde.
Bemærk, at magtdimensionen ikke ophæver sandhedskriteriet; et undertrykt folk har ikke altid ret. Men i relation til forhånelse kontra berettiget provokation fungerer kriteriet godt. Vi så også under karikaturkrisen, hvordan Jyllands-Posten gik fra at være krænker af de hjemlige muslimer til at blive offer for en hel muslimsk verdens vrede. Det var derfor nødvendigt både at kritisere Jyllands-Postens brug af ytringsfriheden – og forsvare dens ret til at bruge den forkert, da den ret blev truet.
Der ligger samtidig en anden pointe gemt i kriterieøvelsen. Fordi bedømmelsen er vanskelig, er det et område, hvor det er uklogt at bruge juraen. Ideelt set bør der slet ikke lovgives om ytringsfrihedens grænser. Til gengæld må samfundet udøve kritik og selvkritik og tage værdidebatten.
Og dermed er vi tilbage i Holland. Det er helt forkert af de hollandske myndigheder, hvis de presser et kunstværk væk fra et museum, der har antaget det. Det er givetvis også nyttesløst at appellere til en ekstremistisk politiker om at udvise ansvarlighed, når han nu engang lever af sit muslimhad. Til gengæld er det i høj grad på sin plads, hvis både hollandske myndigheder og andre tager konkret stilling fra sag til sag. Og gør det klart, at de fordømmer religiøs intolerance og hetz mod islam, samtidig med at de forsvarer ytringsfriheden, herunder en iransk kunstners ret til at provokere på et hollandsk museum. Ytringsfriheden er til for at blive brugt – ikke mindst i kampen mod religiøs intolerance og diskrimination af mobbede mindretal.
seidenfaden@pol.dk”
Kära Anna!
Om du är min nya vän, låt dig inte skrämmas bort av några bilder. Tillsammans måste vi lära oss att respektera yttrandefriheten.
Karin Hasselberg: Hur ska man bära sig åt för att ”kolla på filmen” som du tipsar om.
Må gott
BA AB- man kan ju kanske kontakta utgivaren (scroll down, http://www.bureaudesvideos.com) tror dock att det hittills endast varit en preview.. som jag inte såg.. i vår kommer den ut på riktigt. tror jag
mer info här; http://www.bureaudesvideos.com/bdv/editions/acrimeagainstart/
Hasselberg: Tack för info. ”Livet ska levas filmiskt”
Till Christer: Jag lovade lite att hitta länkar om nutida tolkningar… här är 2.
http://www.keirsey.com/
http://users.viawest.net/~keirsey/difference.html
Tack Cecilia
Tog testet på Keirsey, och blev lite oväntat ”guardian”.
Förresten har jag ändrat mig, jag tror inte du är skeptiker längre utan en tvivlare i likhet med Descart, ”cogito, ergo sum”, Jag tänker, alltså finns jag till. 🙂
Nu må der ikke jules i retten i Bruxelles
Juledekorationer er blevet fjernet fra to kontorer i forhallen til Bruxelles Court of Justice, få timer efter de var sat op. ”Vi tog dem ned, så vi ikke kom til at fornærme nogen. Vi må være neutrale overfor muslimerne…” sagde de ansatte efter de var blevet irettesat oppefra.
Det må man så huske på borgmester Thielemans kontor, næste gang man skal give dispensation til den dyremishandlende slagtemetode halal som foregår til Aied efter ramadanen på offentlige stræder og veje I Belgien. Blodet flyder bogstaveligt talt i gaderne. Det må da også være anstødeligt for nogen….
siad.dk
Christer. Själv hamnade jag på ”Rationalist”. Gillar att vara skeptiker och tvivlare med. Kul alltihop. 😉
Tycker för övrigt att du passar bra som ”Guardian”.
Visst är det både trevligt och lärorikt med ”up-to-date-klassificeringar”.
Cecilia
Ja, om ”guardian” kan definieras som beskyddare av våra sekulära traditioner så är jag med på noterna. Fast trodde nog annars att jag var rationalist?
Detta är ytterst förvirrande, nu är det istället jag som är en skeptisk tvivlare. 🙂
:-D!
Mångfald är bra.
Mångfald har många ansikten, menar jag förstås.
Det är kanske inte de ”uppenbara”, som egentligen är de mest ”mångfaldiga”…
Konst ?
Profetens våta dröm, eller – för mycket av det goda
http://www.blog.rebellog.com/blogfoto/row.erotic01.jpg
Islamska politikers våta dröm, eller – för lite av det goda, eller – Muslimsk frihetsgudinna I
http://www.makangallery.com/Big%20Pics/New2/angel_virgin71.jpg
Beslöjad frihet, eller – Muslimsk frihetsgudinna II
http://pajamasmedia.com/upload/2007/05/silencing.jpg
http://hodja.wordpress.com/2007/12/04/allah-pa-b%C3%B8ssebar/
Eksempel på sur muslim pige:
”I dansker, ikke alle sammen, men mange af jer er så skør. Hvorfor bruger i tid på at tegne andre relgion profiter. I viser selv at I leder efter balade
.
Tror i hvis i bliver ved med at tegne og sæt billeder af muslim (religion) på nettet så slipper i for balade. Jeg siger bare pas på, i ved mange andre lande hader danmark nu pga tegningerne. Hold jer fra religioner. Nu har muslimiske lande vist jer mange gang som i har selv set i jeres øjne, at de vil gøre alt for dræb dem der tegner muhammad. Det er jo som en trussel. Hellere hold jer fra det. Jeg siger det for jeres skyld.
Hvis i holdt af noget og andre drillede eller tegnede det på en dårligt måde, så ville I også være ked af det.
Helt ærlig!
I vil gerne vise at i har demokrati
Ja det har i. men ikke til at tegne ANDRES tro….. alt andet kan i……
Alt det jeg skrev er kun for jeres egen skyld både her i den her lille verden og næste verden til dem der tror på det……. Heldigvis er der mange danskere der tror på næste verden”
http://hodja.wordpress.com/2007/12/04/allah-pa-b%c3%b8ssebar/#comment-152575