Del 949: Alternativt missnöje

Alternativ eller samma konstnärer mest hela tiden? I New York Times smågnäller Roberta Smith på konsten i New York som hon finner alltför dekonstruerande och postminimal. Hon vill gärna se Philip Taaffe, Chris Ofili och Joe Zucker. Tja, det låter inte alltför upphetsande och skulle knappast ändra på ordningarna.

Konstnären Peter Reginato (som gör ståltrådsskulpturer, född 1945) har klagande skrivit till Ben Davis på artnet att ”so many of us artists are so fed up with the same artists being shown bought and talked about in the art media by a handful of collectors and museums.”

Ben Davis svarar avvägt:

“This is certainly true; who could deny that a situation in which most of the resources are concentrated in the hands of a tiny minority imposes a certain homogeneity on the art world? On the other hand, what is also true is that the super-rich have the resources to buy good taste: they have access to the best advisors, and a shortcut into the studios of the most promising artists. Their support grants room to develop to chosen artists who might otherwise have to divert energy towards more pressing matters of survival, and so, to a certain extent, actually creates quality, confidence, esthetic adventurousness.”

Onekligen är det svårt att skylla på någon om man är missnöjd. Kanske har New York blivit mera provinsiellt eftersom den enorma omsättningen av konstnärer världen över jävar varje påstående om att det inte finns mer än en sak att ta ställning till. Förstås är det så att en relativt begränsad grupp av konstnärer får mer uppmärksamhet än de många övriga. Så måste det vara eftersom vi annars skulle dras med ett demokratiskt kaos. ”Alternativ” är en svår vändning i dessa tider när det hela tiden bjuds på så många variationer av så många medverkande. Några av dessa stiger relativt snabbt upp till stjärnstatus så omväxlingen i toppen kan man inte heller klaga på. För övrigt bör man iaktta den största misstänksamhet mot klagande konstnärer eftersom det är en påfallande risk att deras egentliga mål är att ta någon framgångsriks plats. Ett verkligt alternativ, alltså att byta agenda, är en långt besvärligare historia. Sådant kan också återfinnas i konstvärlden men man kan lugnt räkna med att det mesta rör sig om blindgångare. Samtidens solida dagordning har visserligen fört med sig en massproduktion av alltför solida uppföljningar men vi väntar fortfarande på att finna något som man kan se som en möjlighet. Det är inte okomplicerat att finna fram till något sådant. Alternativ är en samlad produktion av ett antal konstvärldsagenter. Medan vi väntar på något sådant – och det kommer av allt att döma att ta sin tid kan man trösta sig med att det är betydligt enklare på lokala nivåer.

denny-simon-unt-blue-fish-2006.jpg
Snart på Malmö konsthall: Simon Denny, här Untitled (Blue Fish), 2006. Han använder sig av statisk elektricitet för att få fast sina dukar på väggen.

Det här inlägget postades i aktuellt i konstvärlden, konstteori, om utställningar m m. Bokmärk permalänken.

1 svar på Del 949: Alternativt missnöje

  1. Hans Jensen skriver:

    Nogle tanker om ytringsfrihed
    At være chefredaktør på Danmarks største avis giver én en vís magt. At være kulturredaktør på samme avis giver også en vís magt. Heldigvis er det således, at de fleste redaktører/kulturredaktører også har menneskeligt format til at bestride denne magt.
    Carsten Juste og Flemming Rose havde det desværre ikke, så Jyllands-Posten besluttede på bedste skolemesteragtig vis at fortælle de der skide muslimer, hvor David købte øllet.
    Muhammed har vist nok været død i 14-1500 år, så man skulle tro at han kan kunne få lov til at hvile i fred, men da Flemming Rose aldrig har hørt om begreber som pli og pietetfølelse, besluttede han altså at bestille nogle tegninger af muslimernes profet, alene med det formål at dokumentere, at i Danmark må man gerne håne og åle andre menneskers værdier – og så efterfølgende blot arrogant erklære, at hvis muslimerne følte sig forurettede kunne de jo bare anlægge en sag mod Jyllands-Posten…
    Ja, hvis Flemming Roses adfærd ikke er et udtryk for storhedsvanvid (at stille sig op pisse på 1/6 af verdens befolknings værdier) så tangerer det i hvert fald det storhedsvanvittige!
    Muhammed-krisen er en helt fejlagtig betegnelse for, at verden flere stemmer kom til at stå i flammer. Muhammed har ikke været i krise – derimod er Flemming Rose i krise! Han mangler format til at bestride sit job!
    En lov består såvel af bogstav som ånd, og det har næppe været i ytringsfrihedens fædres ånd, at man skulle bruge sin ytringsfrihed til at håne andre menneskers religiøse værdier eller symboler mv. Det har sikkert været deres opfattelse, at der naturligvis var ræson i det, som man ytrede sig om.
    Der er ikke ræson i Flemming Rose-krisen! Der er ingen sund fornuft i at håne andre menneskers værdier, overhovedet.
    Når Jyllands-Posten derfor giver sig til at håne et religiøst mindretals værdier og symboler er der alene tale om magtmisbrug, hvilket ikke er det samme som ytringsfrihed…
    Ytringsfrihed er flot – hvis der er ræson i det man ytrer sig som!
    Jeg har mange gange forsøgt at fortælle Flemming Rose ovenstående synspunkt, men selv om vi har ytringsfrihed her i landet, er der naturligvis ikke pligt til for Jyllands-Posten at trykke meninger, der går de stormægtige imod. Ytringsfrihed er da også blot en principiel ytringsfrihed!
    I en alder af 74 år burde Kurt Westergaard hen ad vejen være stødt på begreber som “pli” og “pietet”, hvorfor han burde have afslået at lave en tegning af Muhammed – nu påstår han ganske vist, at det ikke er Muhammed han har tegnet – med en bombe i turbanen. Det var ikke alene dumt, men simpelt hen stupidt, at forbinde Muhammed med moderne terrorisme!
    Jeg tror ikke et sekund på, at den somaliske mand for alvor havde til hensigt at gøre Kurt Westergaard skade. Det hele virker for kluntet… fx kunne kan jo bare have hvisket til Kurt Westergaard, der havde stukket svansen mellem benene og ladet hånt om sit barnebarn, da han bragte sig selv i sikkerhed (han er 74 år!!! – men overlader ikke desto mindre barnebarnet i “terroristen” varetægt – Vorherre bevares!), at han jo havde barnebarnet, så hvis Kurt Westergaard ikke kom ud så…
    Han har snarere forsøgt at skaffe sig selv en livrente. Når han en dag bliver løsladt efter udstået straf – og danske fængsler er vel ikke ligefrem rædselskabinetter at afsone en straf i – og bliver sendt hjem til Somalia, vil han være kendt som manden, der forsøgte at slå Kurt Westergaard ihjel, hvorfor han sikkert kan se frem til en økonomisk tryg fremtid på dette sted.
    I juraen findes et begreb der hedder unødig trætte: det er det forhold, at en part uden rimelig grund har anlagt retssag eller rejst kære eller anke eller sat sin modpart i den nødvendighed at anlægge sag eller indbringe denne for højere ret. Man kan godt få en bøde for unødig trætte.
    Efter sigende er Kurt Westergaard nu beskyttet af arbejdsføre mennesker døgnet rundt. Flemming Rose er sikkert også beskyttet, ligesom der formentlig er nogle patruljevogne der holder øje med Jyllands-Postens bygninger og medarbejdere i øvrigt. Og det er sikkert ganske gratis… for Jyllands-Posten!
    Men da Jyllands-Postens angreb på muslimske værdier er helt uden ræson, burde Jyllands-Posten så ikke selv betale for beskyttelsen af sine medarbejdere?

Lämna ett svar

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *

Denna webbplats använder Akismet för att minska skräppost. Lär dig hur din kommentardata bearbetas.